Nyhedsbrev december 2024

4. december 2024

Giv en mindeværdig oplevelse fra Operaen i Midten i julegave

Der er mange oplevelser på programmet hos os i 2025; en havfrue i en svømmehal, en forestilling om kunstig intelligens og familieforestillingen Rødhætte.

Har vi pirret din nysgerrighed? Så læs med!

Den lille havfrue og prinsen
Har du nogensinde oplevet en forestilling i en svømmehal? Og har du nogensinde set en havfrue? De færreste kan sige ja til begge dele, men det kan du komme til, for den 25.-26. januar og 1.-2. februar spiller teaterkoncerten “Den lille havfrue og prinsen” i svømmehaller i Holstebro, Ikast, Herning og Brande.

Iklædt havfruehale og syngende fra svømmebassinet, bliver H.C. Andersens fortælling om havfruen og kærligheden til prinsen på land iscenesat af sanger Nina Sveistrup Clausen sammen med cellist Martin Pratissoli.

Forestillingen varer en halv time og er for alle aldre – gratis for børn under 12 år.

Vær opmærksom på, at der fra det trykte sæsonprogram er sket små ændringer i datoerne.

Lær mere og køb billet her: https://operamidt.dk/forestilling/den-lille-havfrue-og-prinsen/

KLARA 
Direkte importeret fra USA, spiller KLARA kun to gange i marts i Danmark. Vi præsenterer nemlig forestillingen i Struer og Brande, hvor du kan opleve den amerikanske sangerinde Ashley Bell portrættere en robot med kunstig intelligens, der får fornuft og følelser og derfor kan filosofere og udforske livet omkring sig. Og måske er situationen ikke helt så slem, som man kan gå og frygte?

På scenen er to flygler placeret overfor hinanden, hvor komponist og pianist Pedro Halfftner og pianist Olivera Marinkovic vil spille den nyskrevne musik.

Forestillingen varer 60 min og er for voksne.

Læs mere og køb billet her: https://operamidt.dk/forestilling/klara/

Rødhætte 
Vores familieforestilling i år er klassikeren Rødhætte, der er en god introduktion til opera, da den kun varer 50 minutter, synges på dansk og er en fortælling vi alle kender.

Med tekst og musik af Seymour Barab, vil eventyret blive udfoldet på magisk vis med et orkester på 15 musikere.

Oplev forestillingen med hele familien den 23.-25. maj i Black Box på Musikteatret Holstebro.

Læs mere og køb billet her: https://operamidt.dk/forestilling/roedhaette/

 

Grønt accelerationsprogram

Vi prøver hele tiden at sætte bæredygtighed på den scenekunstneriske dagsorden!

Denne gang gør vi det ved at være ét af de 10 teatre, der er udvalgt til Theatre Green Book Acceleratorprogrammet! Det betyder, at vi de næste 18 måneder gennem workshops, rådgivning og praktisk støtte får viden og værktøjer til at reducere vores miljøaftryk på de forestillinger, vi producerer.

Programmet køres af brancheorganisationen Dansk Teater i samarbejde med Bæredygtigt Kulturliv NU. Ud fra den viden der kommer af projektet, vil de skabe workshops og kurser, der kommer hele scenekunstbranchen til gode. For som operachef Freja Friberg Lyme siger: “Hvis ikke vi kan finde nye kreative løsninger på problemet – hvem kan så?”

Et af vores andre bæredygtige initiativer er vores scenografiske elementer, som ses ovenfor. De er lavet af 98-100% genbrugsplast fra maritimt affald.

Acceleratorprogrammet er muliggjort af Augustinus Fonden, der har støttet projektet med 2,7 mio. kr.

Carmen sang for sidste gang..

I november har vi turneret rundt på skoler i Ikast, Struer, Herning og Holstebro med en forkortet udgave af Carmen. Som en introduktion til genren kunne eleverne opleve den ikoniske opera fra 1875 på 35 intense minutter med kærlighed, begær, bedrag og besættelse. 

Medvirkende:
Carmen: Karin Sjöholm
Escamillo: Mikkel Baungaard Thomsen
Don José: Daniel Kjær Holmberg
Guitar: Andreas Lassen Nielsen
Scenisk konsulent: Roberta Carreri, Nordisk Teaterlaboratorium
Samarbejdspartner: Nordisk Teaterlaboratorium

Forestillingen blev støttet af BUPL’s Solidaritets- og Kulturfond, Gangstedfonden, Spar Nord Fonden og Lemvigh-Müller Fonden.
Tusind tak for det!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev