Nyhedsbrev november 2024

6. november 2024

Prøverne til CARMEN er i gang!

Mandag rykkede vi ind på Nordisk Teaterlaboratorium, som bliver hjemsted for CARMEN-produktionen de næste to uger. Forestillingen bliver et samarbejde, hvor Operaen i Midtens velkendte ansigter Karin Sjöholm, Daniel Holmberg, Mikkel Thomsen og Andreas Nielsen sættes sammen med Nordisk Teaterlaboratoriums instruktør Roberta Carreri.

CARMEN er en nyfortolkning af den klassiske opera. Kortet ned til 35 minutter er det en intens fortælling om kærlighed, besættelse, magt – og den evige trang til frihed. Forestillingen er målrettet store børn fra 11 år, og spiller 23. og 24. november i Ikast og Holstebro. Derudover besøger forestillingen skoler i blandt andet Thyholm og Kibæk.

TIRSDAG D. 12. NOVEMBER KL. 10.30-11.30 kan du få en forsmag på forestillingen, når vi afholder ÅBEN PRØVE på Nordisk Teaterlaboratorium. Her får du en unik mulighed for at komme bag scenen og opleve, hvordan en opera bliver til!
Deltagelsen er gratis, men tilmelding er nødvendig.

Tilmeld dig ÅBEN PRØVE her: https://operamidt.dk/forestilling/carmen/  

Den nye evighedsscenografi er landet

– og bliver taget i brug allerede til CARMEN!

Tidløse elementer til enhver forestillinger
Evighedsscenografien er designet af Pernille og Daniel Kjær Holmberg, som vandt konkurrencen tilbage i marts. Nu står vi endelig med den første sending af det færdige produkt, og glæder os til at dykke ned i alle de muligheder, det giver os. Scenografien består nemlig af minimalistiske, tidløse elementer, og dette bæredygtige koncept sikrer, at vi ikke skal bygge helt ny scenografi til hver eneste produktion, men kan tage udgangspunkt i evighedsscenografien. Kun fantasi og kreativitet sætter grænser for, hvordan de kan bruges i vores forskelligartede forestillinger!

Evighedsscenografien er skænket af Færch Fonden, Ege Fonden og Nordea Fonden. Den generøse støtte til projektet gør, at vi kunne producere de første seks elementer nu, og i starten af 2025 udvide med flere elementer, der vil blive taget i brug til familieforestillingen “Rødhætte” i maj.

Maritimt genbrugsplast fra Vesterhavet
Hvert år bliver der globalt produceret 400 millioner ton plastik – en energikrævende proces, der i sig selv står for 5-10% af verdens olieforbrug. Det giver derfor mening for os at genbruge noget af al det materiale, der er produceret – især hvis det omdannes til langtidsholdbare kvalitetsprodukter.

Elementerne er derfor lavet af plastikaffald fra hav og havneområder, blandt andet ved Vesterhavet. Affaldet bliver lavet til granulat, som omsmeltes til de plader, elementerne er bygget op af. Vores samarbejdspartnere i denne proces er Plastic Projects i København – en mindre, nyopstartet virksomhed, der specialiserer sig i at støbe genbrugsplastplader af granulat. De har været i tæt kontakt med produktionsleder Philip Doolan, og kunne i fællesskab skabe et produkt, der både er brugervenligt, let at håndtere og nemt at opbevare og transportere.

Et bæredygtigt teater
Operaen i Midten har siden 2021 arbejdet hen mod en mere bæredygtig tilgang til produktion og drift. Der er derfor udarbejdet en bæredygtighedsstrategi, som har produktionen af en evighedsscenografi som en af de helt centrale elementer.

Viden og sparring til strategien er hentet hos Bæredygtigt Kulturliv NU; en interesseorganisation, som hjælper kunst- og kulturinstitutioner med at blive mere bæredygtige. De står blandt andet bag en CO2-beregner, der kan være et værdifuldt værktøj i vejen mod en mere klimavenlig produktion.

Læs mere om Operaen i Midtens bæredygtighedsstrategi: https://operamidt.dk/baeredygtigt-teater/ 

Udlån af rekvisitter og kostumer
I bæredygtighedens navn låner vi gerne ud til små teatre, teaterforeninger eller andre, der laver scenekunst, som måske ikke har midler til kostumer og rekvisitter. Så hvis du står og mangler noget til din næste produktion, kontakt da Philip Doolan på philip@operamidt.dk – så kan vi måske hjælpe dig! Vi opfordrer desuden andre institutioner til at gøre det samme, så vi sammen kan arbejde på et mere bæredygtigt kulturliv – og spare penge imens.

Billetsalget er startet til resten af sæsonen!

Den lille havfrue og prinsen
25. januar – 2. februar 2025

En – næsten – ægte havfrue besøger kommunens svømmehaller i en operateaterkoncert om Den lille havfrue og hendes prins.
Forestillingen er for alle, og gratis for børn under 12 år.

KLARA
14. – 15. marts 2025

En amerikansk stjernesangerinde spiller en robot med kunstig intelligens, der pludselig får følelser og forstår verden omkring sig!

Rødhætte
23. – 25. maj 2025

Årets familieforestilling, baseret på det klassiske eventyr af Brødrene Grimm. En sjov og underholdende forestilling med musik af Seymour Barab, spillet af et 15-mands kammerorkester.

Læs mere og køb billetter: https://operamidt.dk/forestillinger/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev