Nyhedsbrev oktober 2024

2. oktober 2024

Et efterår med fejringer og skoleturné!

RUMLESKAFT på turné
I sidste uge fik vores ‘Rumleskaft’-forestilling fra 2021 nyt liv, da den igen var på turné med Levende Musik i Skolen. Her fik børn i bl.a. Tørring, Aabybro, Vallensbæk og Ishøj fornøjelsen af det dygtige team: Karin Sjöholm (sopran), Mikkel Baungaard Thomsen (baryton), Daniel Kjær Holmberg (tenor) og Andreas Lassen Nielsen (guitar). Vi er så glade for, at forestillingerne kan leve videre og glæde nye publikummer hvert år! Skolernes anmeldelser taler nemlig deres tydelige sprog:

“De tryllebandt eleverne med deres version af Rumleskaft. Det var skønt at se eleverne sidde med åben mund og glemme alt omkring sig.”

“Stor anbefaling. Et super boost af energi og glæde formidlet i musik og eventyr. Tag og bestil dem til dine elever!”

CARMEN
Til november starter vi med samme hold en ny produktion: Carmen. En kort og intens version af den klassiske opera, der med temaer som køn, kærlighed og ligestilling henvender sig til de børn, der står på tærsklen til teenagelivet – med alt, hvad det indebærer! Skoler i Holstebro, Thyholm, Kibæk og Ikast får fornøjelsen af forestillingen, inden vi åbner for alle interesserede publikummer:
Lørdag d. 23. november kl. 15.00 på VIA University College i Ikast
Søndag d. 24. november kl. 15.00 på Nordisk Teaterlaboratorium, Holstebro 

Forestillingen henvender sig til børn fra 11 år og deres voksne, og bliver til i et samarbejde med Nordisk Teaterlaboratorium, og er støttet af BUPL’s Solidaritets- og Kulturfond, Gangstedfonden og Lemvigh-Müller Fonden.

Kongeparret kommer til Holstebro

Fredag d. 11. oktober kommer Holstebro til at stå på den anden ende, når H. M. Kong Frederik og H. M. Dronning Mary besøger byen i forbindelse med afslutningen af 750-årsjubilæet. Her vil Operaen i Midten selvfølgelig være repræsenteret, når sopran Signe Sneh Durholm vil optræde med pianist Olivera Marinkovic. Publikum kender måske Signe som Donna Anna i Don Giovanni, som vi opførte i foråret – derudover har hun været med i Nattergalen (2022), Tryllefløjten (2023) og flere andre arrangementer. På klaver bliver Signe akkompagneret af Olivera Marinkovic, vores lokale stjernepianist, der har været aktiv hos Operaen i Midten i mange forskellige sammenhænge – senest optrådte hun som repetitør til Don Giovanni og til sæsonlanceringen i maj.

På musikalsk tur i Hernings gader

I slutningen af august skød vi sæsonen i gang til Herning Opera Festival med syv byvandringer. En enkelt dag måtte vi søge ly på Herning Bibliotek, men ellers var vejret med os til nogle dejlige dage i Herning. Sopran Johanne Bech Madsen og baryton Jens Sønderstrup guidede os forbi mange af de små kunstværker, byrummet gemmer på, og akkompagneret af Allan Sjølin på guitar sang de arier fra både Tryllefløjten, Don Giovanni og Maskerade.

Mangfoldigheden blev hyldet til Holstebro Pride

Publikumsprisen 2024/2025

Husk, at du altid kan stemme på den, du synes har gjort sig særligt bemærket i denne sæson! I juni vil vinderen modtage Publikumsprisen på 10.000 kr.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev