Nyhedsbrev september 2025

3. september 2025

“Maja og den magiske sofa”:

Prøverne er godt i gang!

Sådan ser en børneopera ud i sin spæde start. Uden kostumer og scenografi starter de medvirkende nemlig med at gennemgå musikken, så alle ved hvad de skal synge og spille – og hvornår! Herefter bliver der bygget mere og mere på.

Til de første prøver medvirker sopran Mariann Mikkelsen, mezzosopran Emma Oemann og Johanne Andersson på cello sammen med instruktør Tine Topsøe og Birgitte Holt Nielsen fra Musikteatret Figaros. Birgitte har skrevet tekst til sange og handling, og er initiativtager til forestillingen og samarbejdet med Operaen i Midten.

Sideløbende har vores egen tekniker Philip og scenograf Tanja Bovin arbejdet benhårdt på scenografi og kostumer – der er blevet bygget, syet og konstrueret til den store guldmedalje! Det meste bliver en del af prøverne allerede i næste uge, hvor også koreograf Marlene Schmidt arbejder med sangernes fysiske udtryk på scenen.

Musikken er skrevet af komponisterne Niels Bjerg og Jonas Bové, og dem er holdet i tæt kontakt med. Når musikken ikke har været opført før, er det også en kreativ proces, hvor der bliver tilpasset og justeret løbende, så det hele kan gå op i en højere enhed, og her konsulteres der selvfølgelig undervejs med dem, der har skrevet musikken.

Hvem er Figaros?

Musikteatret Figaros blev stiftet i 2004, og er i dag et af Danmarks mest turnerende teatre på små og mellemstore spillesteder. Under navnet “Mini-Figaros” laver de også forestillinger for børn, under ledelse af Birgitte Holt Nielsen. Birgitte er uddannet sanger, og har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med opera for børn – blandt andet i Den Jyske Opera, hvor hun arbejdede fra 2001 til 2020 som sanger og producent med børn og unge som hovedområde.

Operaen i Midten og Figaros har i fællesskab udviklet forestillingen “Maja og den magiske sofa”, som spiller i Holstebro, Herning, Thyholm og Nørre Snede inden den tager på turné til resten af Danmark.

Kom med til premieren!

“Maja og den magiske sofa” har premiere på Nordisk Teaterlaboratorium, og du er selvfølgelig velkommen sammen med børn og barnlige sjæle:

Lørdag d. 4. oktober kl. 11.00 og 14.00

Læs mere og køb billet

Tilbageblik: Byvandringer

Et musikalsk møde med bykunsten i Holstebro, Struer, Aalborg, Ikast og Herning

David Danving og Nana Bugge i Struer. Foto: Soffi Chanchira Larsen

Hele august har vi været travlt optagede af sæsonens første arrangementer: byvandringer i hele vores område! To sangere i selskab med guitarist Allan Sjølin gik rundt blandt byernes udendørs kunst, og opførte kendte værker fra operalitteraturen på både dansk, tysk, italiensk og tjekkisk!

Først gjaldt det Holstebro i selskab med sopran Kristel Vinther Knudsen og baryton David Danving – her fik vi også besøg af Kulturvægterne, der fortalte om skulpturen Kvinde på kærre, i daglig tale Maren å æ woun.

Herefter gik turen til Struer, hvor mezzosopran Nana Bugge Rasmussen skiftede Kristel ud, der skulle til prøver på Figaros Bryllup i Tyskland. Det blev til fire velbesøgte byvandringer under festivalen Struer Tracks, hvor vi kom rundt i hele byen, helt fra Lystanlægget til Sarpsborgpigen på havnen.

Tidligere på året blev vi kontaktet af Nordjyske Operadage, der også var interesserede i at få byvandringer til Aalborg. Derfor var vi midt i vores egen turné på besøg i det nordjyske – her havde vi den unge sopran Cecilie Bang med, da Nana var optaget andetsteds. Vi havde også besøg af Cecilie til Holstebro Byfestival i juni, så det var et glædeligt gensyn.

Ikast var rammen for de næste byvandringer, hvor Nana Bugge Rasmussen var tilbage. Her oplevede vi for første gang at rykke en forestilling indendørs, men kunne heldigvis være i Strøgcenteret – Danmarks eneste overdækkede gågade!

Til slut var vi en del af Herning Opera Festival med fire byvandringer i Herning, hvor Kristel Vinther Knudsen var tilbage, og David Danving blev skiftet ud af den unge baryton Asmus Hanke. Det var samtidig guitarist Allan Sjølins byvandring nummer 17-18-19-20 i år – imponerende!

Tilbageblik: KALAS i Holstebro og Brandes 850-års fødselsdag

Søndag den 31. august stod i børnenes tegn, da Holstebro Kommune afholdt KALAS – Holstebros største børnefest. Her var Operaen i Midten selvfølgelig også til stede i to telte, der på hver deres måde satte fokus på vores næste forestilling: “Maja og den magiske sofa”. I det ene telt kunne man udforske hjemmets lyde med komponist Niels Bjerg, og i det andet kunne man bygge sit eget hjem af pap. Undervejs spillede sopran Mariann Mikkelsen for børnene på sin harpe, og sang om bamsen Pelle. Man kan både møde Mariann og Pelle i “Maja og den magiske sofa”.

Mariann var også med, da vi dagen efter fejrede Brandes 850-års fødselsdag. Her spillede hun to små koncerter i Pakhuset for mange interesserede fremmødte – bl.a. med musik fra Den Glade Enke, Gianni Schicchi og Sebastians Cyrano.

Hvad laver vi ellers?

FUGL – en nykomponeret opera om krig og frihed

Allerede nu er vi i gang med de indledende forberedelser til forårets store produktion: FUGL. Det er en nyskrevet opera af Jesper Nordin, baseret på komponistens morfars oplevelser under 2. verdenskrig. Det er blevet til en forestilling om krig, kærlighed, og længslen efter frihed.

Allerede nu kan du sikre dig billetter til denne helt særlige forestilling, der spiller på Højhuset Kulturhotel i Herning d. 20.-28. marts 2026.

Læs mere om FUGL og køb billet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev