4. maj 2022
April måned betød nyt logo, ny hjemmeside og nyt program for Operaen i Midten. Vi glæder os til at præsentere det hele og dele det med jer.
Lørdag d. 30. april præsenterer vi den nye sæson. Og udover det – også den helt nye visuelle identitet for Operaen i Midten – som du allerede kan se en lille forsmag på i dette nyhedsbrev. Fra d. 30. april er vores splinternye program ude. Her kan du orientere dig og se hvad der er på plakaten i Sæson 2022/23. Grib et program på biblioteker og kulturhuse i Struer, Holstebro, Herning og Ikast-Brande.
Samtidig ændrer vores hjemmeside udseende og opsætning – med oversigt over alle årets forestillinger, events og aktiviteter. Glæd dig til at følge med på operamidt.dk.
Få inspiration og værktøjer til bæredygtig omstilling på din kunst- eller kulturinstitution, når Operaen i Midten sammen med Bæredygtig Scenekunst NU inviterer til Klimasalon #3 på Slagteriet i Holstebro d. 12. maj.
Klimasalonerne udspringer af kampagnen rethink scenekunst nu, lanceret af Dansk Teater og Bæredygtig Scenekunst NU. Formålet er at hjælpe den danske scenekunstbranche med at omstille sig til bæredygtig og cirkulær produktion, turné og drift.
Klimasalonen er ikke kun for teatre i Region Midtjylland, men også henvendt til alle andre, der vil inspireres til en fremtid med bæredygtig kunst- og kultur.
Klimasalonen er opdelt i 2 dele:
Del 1: Kl. 14.00 – 16.00
Hvordan kan kunst- og kulturinstitutionerne i Holstebro, Struer, Ikast-Brande og Herning støtte kommunerne og embedsværksets arbejde med bæredygtig omstilling – og omvendt?
Del 2: Kl.18.30 – 24.00
Kom til Klimasalon i SUBhuset, hvor formålet er at hjælpe kulturaktører og iværksættere i den danske scenekunstbranche med at omstille sig til bæredygtig og cirkulær produktion, turné og drift.
Læs hele programmet her.
Klimasalon er gratis og alle er velkomne. Ta’ din bestie under armen – og kom og vær med når vi debatterer grøn og bæredygtig omstilling. Når dagens program er slut, er der åbent i baren.
For de 0-3 årige
Orfeus’ trøst er en operaoplevelse for børn og deres voksne. Smerte, sorg, trøst og glæde – det er følelser også de allermindste kender til. Det er også følelser, som opera altid har handlet om.
Orfeus’ trøst er en nyskreven opera for de yngste. Vi befinder os i barokken, hvor musiker og sanger Orfeus kalder, da han har mistet sin elskede Eurydike. Pludselig dukker Eurydike op – men er lige så hurtigt væk igen. Heldigvis vender hun tilbage, og situationen udvikler sig til en omgang gemmeleg. Forestillingen er en co-produktion mellem Babyopera og Den Norske National Opera & Ballett.
Både børn og voksne skal have billet. Forestillingen er gratis.
Spilletider:
28. maj kl. 10.15 og 11.15 på Struer Bibliotek
30. maj kl. 10.15 og 11.15 på Hammerum-Gellerup Bibliotek
31. maj kl. 10.15 og 11.15 på Holstebro Bibliotek
1. juni kl. 9.30 og 10.30 på Ikast-Brande Bibliotek