Nyhedsbrev april 2024

1. april 2024

Se med bag kulissen: Prøvestart på Don Giovanni

Vi starter med en glædelig nyhed: Her i dagene efter påske er prøveperioden på Don Giovanni startet op, så vi nu er et afgørende skridt nærmere premieren!

Vi har lavet en lille fotoserie fra prøvestart i går, den 2. april, for at give et indtryk af, hvad vi alle har at glæde os til, når det bliver alvor den 4.-5. maj i Struer og 10.-12. maj i Herning.

Husk også, at der er gratis Åben Prøve om en uge, onsdag den 10. april kl.10.00, i Huset No7 i Herning. Der er allerede mange, der har meldt sig til, så det er en god idé at skynde sig, hvis du selv vil have oplevelsen af Don Giovanni – behind the scenes – helt ind under huden.

Medvirkende i Don Giovanni
Instruktør: Anna Sofie Keller Brandsborg

Sangere:
Don Giovanni: William Jønch Pedersen – bas
Donna Anna: Signe Sneh Durholm – sopran
Don Ottavio: Petter Wulfsberg Moen – tenor
Donna Elvira: Camilla Løvstad – sopran
Leporello: Mikkel Baungaard Thomsen – baryton
Masetto og Kommandanten: Martin Møller Vilbrand – basbaryton
Zerlina: Mariann Mikkelsen – sopran

Repetitør: Olivera Marinkovic

Stjernekostumer klargøres

Designerne er gået i gang med klimavenlige genbrugskostumer 

Operaen i Midten arbejder så vidt muligt ud fra et princip om bæredygtighed. Det kommer også til udtryk under opbygningen af vores version af Don Giovanni, hvor scenografien og kostumerne skabes på grundlag af genbrugsmaterialer. Operaens visuelle udtryk vil være et moderne reality univers anno 2024, men musikken er stadig den kendte og originale Mozartkomposition fremført af Ensemble MidtVest – dog i en forkortet udgave.

Kostumedesignerne Jessica Damgaard Skov, Mette Jeppesen og Caroline Tolstrup – alle 3 uddannede fra Designskolen i Herning/VIA University College – er godt i gang med at udvikle kreative kostumer til vores karakterer.

Ud fra tankegangen om bæredygtighed er de 3 designere startet med at tage på skattejagt efter genbrugsguld i Operaen i Midtens kostumelager, hvor de har fundet tøj og materialer at arbejde videre ud fra. 

Designstilen er inspireret af popverdenens stjerner som Harry Styles, Billie Eilish og Taylor Swift. Processen er lige startet, men vi glæder os virkelig meget til at se de endelige resultater!

Kom til kulturel debat med udgangspunkt i Don Giovanni!

Den 25. april kl. 16.30 – 18.00 inviteres I til Kultursamtale med udgangspunkt i operaen, hvor der vil være en smagsprøve på arier fra Don Giovanni.

Udover de optrædende vil du også møde instruktøren af Don Giovanni, Anna Sofie Keller Brandsborg.

Anna Sofie er især optaget af at gentænke operaens form og format, så ældre operaer opsættes i moderne form. Hun er en erfaren instruktør og har arbejdet med nogle af de mest etablerede operainstitutioner i Danmark, herunder Det Kongelige Teater, Copenhagen Opera Festival, Aalborg Opera Festival og Opera Hedeland. Derudover laver Anna Sofie også egne opsætninger som kunstnerisk leder i Neugeboren Opera Group og som del af kunstnerkollektivet Venteværelset.

Kultursamtalen finder sted i Huset No7, Nørregade 7,  7400 Herning.

And the winner is ...

Vi har hermed den glæde at annoncere vinderne af vores Open Call om en bæredygtig evighedsscenografi!
Pernille og Daniel Kjær Holmberg har lavet et fantastisk, kreativt, klimavenligt og fleksibelt forslag, som vi glæder os rigtig, rigtig meget til at få bygget – og ikke mindst at få taget i brug! Det bliver virkelig dejligt at have en grundscenografi klar, som vi kan genbruge i produktion efter produktion efter produktion!
Vi vil også gerne sige et stort tusind tak til alle I andre forslagsstillere! Vi er meget taknemlige for jeres interesse. I har alle 11 udtænkt virkelig spændende og brugbare forslag, og det har været utroligt svært at vælge!

Et par glade vindere 😊: Pernille og Daniel Kjær Holmberg

Sæsonprogram 2023-24

Læs her om hele sæsonens forestillinger og arrangementer.

Støt os gerne! Vi siger tusind tak!

Operaen i Midten er et lille egnsteater, så støt os gerne med et valgfrit beløb!

Vi siger TUSIND TAK for de små og store beløb, der allerede er kommet ind. Det betyder utroligt meget for os, at I har lyst til at støtte os!!

Hvis man giver mere end 500 kr. får man en ”Operaen i Midten – mulepose” med indhold af forskelligt merchandise. 😊 Hvis man i den forbindelse har lyst, kan man få sit navn med på hjemmesiden som sponsor – men man kan også bare give en tyver anonymt. Alle beløb er velkomne!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev