Nyhedsbrev – marts 2023

4. juli 2023

Babyer og idioter!

Marts måned byder på 2 premierer: Mors Have den 7.3. og Fools’ Paradise den 17.3.

Mors Have

Prøverne på Mors Have kører for fulde gardiner. Næsten bogstaveligt talt. Scenografien består nemlig for en stor del af stof, der dækker gulv og loft, og der er tænkt på miljøet. Alt både materialerne til kulisserne og kostumerne er således lavet af genbrugsmaterialer.

Hele ensemblet bag Mors Have er lige nu samlet på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter i Struer, hvor de får operaen finpudset inden premieren i Ikast den 7. marts.

Selve forestillingen er en koncentreret bouillonterning af musik, stoflighed, sang, teater og nærhed. Musikalsk bygger en del af kompositionen på genkendelighed fra godnatsange – og for de voksne parafraser over musicalen Mama Mia og Beautiful Boy med John Lennon og Yoko Ono. Og så bruges der en del kvinter, da det viser sig, at babyer er meget glade for tonespændet på 5 toner.

Så kender I en baby op til kravlealderen – så tag den lille med ind at se og opleve Mors Have:

7. marts kl. 9 (udsolgt) + kl. 10 i Kunstpakhuset, Ikast
8. marts kl. 9 + kl. 10 (udsolgt) på Hammerum-Gjellerup Bibliotek
9. marts kl. 9. + kl. 10 på Holstebro Bibliotek
10. marts kl. 9 + kl. 10 på Struer bibliotek.

Baby er gratis, mens den voksne kan nøjes med at betale 50 kr. Forestillingen tager en halv time og er tilrettelagt, så der er plads til at være, som man er som baby og babys voksne ledsager.

Læs mere her og køb billet: https://operamidt.dk/forestilling/babyopera/

Se video med instruktør Ida Niegaard, der fortæller om idéen bag Mors Have:

FOOLS' PARADISE

For de kunstinteresserede og ikke mindst tværkunstnerisk Kvium-interesserede nærmer vi os premieren på FOOLS’ PARADISE, og prøverne går godt. De har hidtil været afholdt i København, men den 15. marts bliver de lokalt placeret, da hele teamet rykker til Nordisk Teaterlaboratorium for at øve på scenen de sidste dage.

Der er gang i billetsalget, så hvis I vil have del i oplevelsen …:

Fra prøverne på FOOLS’ PARADISE

Deep Forest Opera Land:

Hvad skal I i påsken? Hvis I har tænkt jer at blive hjemme i lokalområdet, vil vi absolut anbefale at man besøger Deep Forest Art Land – Skovsnogen, hvor Deep Forest Opera Land løber af stablen.

En gåtur med picnickurv i forårsskoven, med æstetiske oplevelser fra kunsten i skoven og oaser med god musik. Kan man ønske sig en bedre påskeoplevelse?

Indslagene foregår kl 10:00 og kl. 14:00, den 6.-10. april med sanger og harpespiller Mariann Mikkelsen, sanger Emma Oemann, musiker Nicolas Koch-Simms, sanger Leif Jone Ølberg og Monica Schmidt Andersen på blokfløjte. 

Adressen er:
Deep Forest Art Land, Sdr. Ommevej, 6933 Kibæk.
GPS: https://goo.gl/maps/zrwMPCZH9YvRataf6 

En af de skulpturer man kan møde, imellem operaindslagene, når man deltager i Deep Forest Opera Land.

Musikalske Møder i Mørket

Og sikke nogle møder! 3 gange i februar afholdt Operaen i Midten Musikalske Møder i Mørket sammen med 3 forskellige samarbejdspartnere. Tre meget forskellige arrangementer, men alle var kendetegnet ved at være mættet med smukt og tankevækkende indhold, der satte sig spor også efter hvert musikalske møde var afsluttet.

Første møde var på Nr. Vosborg og emnet var Kultur og Sundhed. Det var en magisk aften. Arrangementets kerne var den afsluttende samtalesoiré, som der blev bygget op til i de forudgående timer. Aftenen startede med et oplæg af Peter Thybo om kulturens indvirkning på vores mentale sundhed – og om forskellen på at være rask og at være (mentalt) sund. Du kan læse mere om Peter Thybo og “Det Dobbelte KRAM” på: https://sundhedsuniverset.com/

Efter foredraget gik alle deltagere ud på guidet tur i mørket, hvor de fik en historisk indføring i Nr. Vosborg, og midt på den mørke sti dukkede Ulrik Skeel fra Foreningen Odin Teatret frem og læste et eventyr af H.C. Andersen, og med læselampen tændt over bogen, fremstod han som et lys i mørket. Efter gåturen oplevede publikum skønsang i Riddersalen, hvor operasanger Kristine Mågård og pianist Jacob Lidåkrap spillede ”Den blå Anemone”, gik videre med et klaverstykke af Debussy og sluttede af med sopranarien ”O mio babbino caro” fra Puccinis opera Gianni Schicchi. 3 meget forskellige indslag, men alle dejlige stykker musik.

Næste Musikalske Møde i Mørkt foregik på Holstebro Bibliotek, hvor Operaen i Midten var en del af eventet Kulturglimt i Natten. Der deltog mange kulturinstitutioner fra lokalområdet og altså også os. Igen var det Kristine Mågård, der leverede 3 operaglimt – denne gang a capella. Den første operasang fremførte Kristine fra en af bibliotekets balkoner, den anden fra en indendørs bro og den sidste foregik i Rådhushallen, hvor der var en fantastisk akustik. 3 meget forskellige sange, der startede med vildskab og endte med stille visestil. En flot præstation – og en stor oplevelse for publikum!

Det sidste arrangement under Musikalske Møder i Mørket fandt sted i går på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter.  Der fandt gode faciliterede samtaler sted om Børn og Kultur, og publikum fik en smagsprøve på vores kommende babyopera ”Mors Have”, som er beskrevet ovenfor.

Ulrik Skeel til Musikalske Møder i Mørket

Tak for denne måned!

Vores nye MobilePay giver fortsat mulighed for nemt og ubesværet at støtte Operaen i Midten med et valgfrit beløb. Hvis man giver mere end 500 kr. får man en ”Operaen i Midten – mulepose” med indhold af forskelligt merchandise. Hvis man i den forbindelse har lyst, kan man få sit navn med på hjemmesiden som sponsor – ellers kommer beløbet blot på anonymiseret.

Uanset: Vi siger tusind tak for alle bidrag – store som små. 😊

Tilmeld dig vores nyhedsbrev